tirsdag den 2. november 2021

Kom og mød os i loungen for tidligere elever og forældre på Julemarked 2021

Friskolens Familievenner arrangerer i år en Lounge for tidligere elever og forældre lørdag d. 20. november fra kl. 16-20 i forlængelse af Julemarkedet på Friskolen. Med loungen ønsker vi at skabe en ny tradition, hvor tidligere elever og forældre ved, at de kan mødes, udveksle minder og gode røverhistorier fra deres tid på Friskolen. Vi sælger øl og sodavand i loungen fra kl. 16. Vi håber, at I har lyst til at kigge forbi - og husker at invitere lige præcis dem, I gerne vil gense i loungen. Se i Facebook begivenheden hvem du kan møde i Loungen: https://fb.me/e/SpFnIcb4



fredag den 10. september 2021

Generalforsamling 2021 - Referat

Generalforsamling for Friskolens Familievenner 2021


Afholdt tirsdag d. 7. september kl. 19 på Friskolen i Hinnerup


Referat


  1. Formanden Jette Mundt byder velkommen til og gennemgår dagsordenen

  2. Elisabeth Staun vælges som dirigent

  3. Bestyrelsens beretning


Vi er stolte over at fremsætte denne beretning, fordi den er et symbol på, at vi har fået startet en forening, som er lavet, fordi Friskolen betyder rigtig meget for os - både mens vi er her som familier og bagefter, når vores børn er gået ud.


Navnet på foreningen viser - at vi både er familie og venner til friskolen - men også at vi er en forening både for tidligere familier og andre, som gerne vil deltage som ‘venner’ af Friskolen.


Vi startede foreningen i 2019 og havde mange planer: Musikaftener, lørdagsjazz, vandreture, søndagsyoga, filmaften mv. Men så kom Corona og satte stopper for alle vores indledende planer. Men nu er vi klar igen og skal have gang i nogle gode arrangementer.


Bestyrelsen har besluttet, at vi ikke vil være en arbejdsbestyrelse, der primært har fokus på at rejse penge til Friskolen, men en bestyrelse, der laver arrangementer, fordi det er sjovt. Sjovt at planlægge, gennemføre og deltage i. Hvis vi også tjener penge til Friskolen, er det bare dejligt.


  1. Fremlæggelse af regnskab 2020

Der har været indtægter i form af kontingent og indbetalinger ved arrangementer på i alt 3.461 kr. og udgifter til oprettelse af bankkonti, årligt bankgebyr og tilbagebetaling af billetter fra aflyst arrangement på 2.149,70 kr. Overskud 1.311,30 kr.


  1. Fastsættelse af kontingent

Vi vedtager, at kontingentet fastholdes på 150 kr. for individuelt medlemsskab og 250 kr. for familiemedlemsskab (samme husstand/adresse). For medlemmer vil der være særlige priser eller tilbud i forbindelse med arrangementer.


Bestyrelsen indstiller til, at allerede indbetalt kontingent for 2020/2021 forlænges, så det giver medlemskab til og med 2022, da der ikke har været muligt at deltage i arrangementer pga Covid-19. På den måde sidestilles tidligere og nytilkomne medlemmer. Dette godkendes af generalforsamlingen.


Vi skal være opmærksom på bankens gebyrer. Lige nu er det en forholdsvis stor post.


  1. Behandling af indkomne forslag

Ingen indkomne forslag


  1. Valg til bestyrelsen


Bestyrelsen består af:

Formand Jette Mundt

Næstformand Hanne Voldborg Andersen

Kasserer Signe Rosenkvist

Medlem Anni Kristensen

Medlem Kim Pedersen


Bestyrelsesmedlemmer vælges for to år ad gangen. På valg er

Hanne Voldborg Andersen (modtager genvalg) og

Signe Rosenkvist (modtager ikke genvalg)


Hanne Voldborg Andersen genvælges og Lise Aalykke Kragelund nyvælges til bestyrelsen.


  1. Valg af suppleant

Jørgen Mundt genvælges og Elisabeth Staun nyvælges som suppleanter. Suppleanter modtager dagsorden og referater fra bestyrelsesmøder. Suppleanter er velkomne til at deltage, men ikke forpligtede.


  1. Valg af revisor

Carsten Andersen modtager genvalg som revisor.


  1. Evt.


Dialog om ideer til kommende arrangementer, som bestyrelsen kan vælge mellem


Bestyrelsen har foreslået at vi etablerer et årshjul med nogle faste arrangementer, som folk ved, at vi afholder. Det kunne fx. være:


  • Et musik og mad arrangement på friskolen i sensommer/efterår - frokostjazz

  • En lounge i forbindelse med julemarkedet - lørdag aften - for gamle elever og forældre

  • Et foredrag i vintermånederne - fx februar - a la Som et strejf - Gasolin musikforedraget

  • Et afdansningsbal - en fest i hallen eller salen i foråret - fx i maj. Det kan være en festival, en fest eller et andet hyggeligt arrangement.


Derudover foreslås


Bod på julemarkedet: Formidle om foreningen, indmeldelse, medlemsskab som julegave - evt. inkl. arrangement, salg af friskolesangbøger

Bod på julemarkedet: Aktivitet: Gæsterne kan producere badges - skriver beskeder, tegner, memes mv.

Genoptage nogle af de tidligere planer - yoga, vandretur, Janus’ Filmforedrag

Tumledag i hallen for familier

Digte og musik - cafearrangement

Sangaften fra Friskolesangbogen


Friskolens Familievenner vil gerne have en fast bestyrelseskontakt. Den nye bestyrelse kontakter Friskolens bestyrelse for at høre, om det er muligt.

Friskolens leder og bestyrelsesformand har godkendt, at Friskolens Familievenner kan låne lokaler til arrangementer uden beregning.


Referent: Hanne Voldborg Andersen


Stemning fra Generalforsamling 2021: Dialog, energi, glæde, mange ideer og god kaffe/kage






 

fredag den 9. oktober 2020

Som et strejf - et musikforedrag om Kim Larsen og Gasolin

Er du til Gasolin og Kim Larsen – så glæd dig!

Torsdag d. 3. december kommer til at stå i Kim Larsens tegn. Der åbner vi døren til musikforedraget 'Som et strejf', hvor vi kommer helt tæt på Kim Larsen i lyd og musik.


På scene står Søren Prehn (sang, guitar og mundharpe) og Niels Smedegaard (sang, guitar og melodica). 
Til daglig arbejder Søren Prehn som radiojournalist og har lavet over 100 portrætter af danske musikere - blandt andet Kim Larsen og Willy Jønsson.

Denne aften kan du høre udvalgte radioklip, hvor vi kommer tæt på Kim Larsen og hans musikalske univers - godt krydret med livemusik, hvor I kan synge med på de kendte klassikere, og små fortællinger. Og så er der selvfølgelig quiz med præmier.

Her er et link til et lille klip fra et tidligere foredrag.

Medvirkende:

Niels Smedegaard: Kapelmester, guitar, perc., melodica og sang

Søren Prehn: Foredragsholder, guitar og sang.

Tid og sted: Uhresalen, Hinnerup bibliotek kl. 19.30-21.30. Dørene åbnes kl. 19.00.

Billetsalg via dette link.

Pris for medlemmer 75 kr. Pris for ikke-medlemmer 125 kr. Der kan købes drikkevarer. Evt. overskud går til Friskolens Familievenner - en kulturel støtteforening til Friskolen i Hinnerup.


onsdag den 9. september 2020

Kys, kampråb og luftguitar - AFLYST

Arrangementet Kys, Kampråb og Luftguitar blev desværre også aflyst pga. Covid-19. Men har en erstatning klar - musikforedraget 'Som et strejf' om Kim Larsen og Gasolins musik - torsdag d. 3. december. Se opslag i kalenderen.

Er du klar til en gang kys, kampråb og luftguitar? Så inviterer Friskolens Familievenner til musikforedrag med livemusik og quiz på Friskolen i Hinnerup torsdag d. 8. oktober kl. 19.30-21.30.

I dette foredrag om dansk musik fra 1967 og frem kommer publikum på en ny måde tæt på nogle af de kendte danske musikere/artister, der satte strøm til nye generationers drømme og gav plads til ”Kys, kampråb og luftguitar”.

Foredraget starter med fortællingen om, hvad der skete i studiet, da Steppeulvene indspillede ”HIP” og Kim Larsens reaktion, da han hørte albummet. Herefter bevæger det sig op igennem de forskellige årtier.

Det unikke er, at det er kunstnerne selv, der fortæller historien bundet sammen af musikken og de personlige oplæg. Undervejs bliver der også spillet live sange (Søren Prehn: akk. guitar/sang og kapelmester Niels Smedegaard: akk. guitar/sang/kor (Prehns Poporkester, Kingsfield m.fl.) Foredraget slutter af med en quiz.

Se mere på http://www.kysogkampraab.dk/

11289398_958906184139824_5617444250029332197_o

Pris inklusiv en øl eller sodavand:

75 kr. for medlemmer

125 kr. for andre

Der sælges yderligere drikkevarer.


Billetter sælges først til mølle. Der er af Corona-hensyn begrænsede pladser. Billetter købes med MobilePay til Friskolens Familievenners MobilePay Box på 7861PK.

lørdag den 13. juni 2020

Kims afdansningsbal udsat pga COVID-19

Lørdag d. 20. juni havde vi planlagt at afholde afdansningsbal for Friskolens skoleleder Kim Pedersen,
som går pension med udgangen af dette skoleår. Helt i Kims ånd, skulle det være en dag fuld af musik,
mennesker, ringridderpølser og fadøl. Sætlisten var på plads for de mange bands, som var inviteret til
at spille denne dag:

Jesper Iversen Band (Måske også Marius Iversen)
Southern Comforts
Die Allgäuer Bergspatzen
Velvetmoon
Local Heroes
Kim P Band
Gør det noget?
River Souldiers - Gæsteoptræden af Nichlas Sahl.
















Desværre har vi været nødt til at udsætte afdansningsballet pga. de restriktioner mod forsamlinger ifm.
COVID-19 pandemien. Når vi kender myndighedernes plan om total genåbning, finder vi en ny dato,
og håber, at alle de dejlige gæster og bands vil stille op igen, så vi kan få sagt ordentligt farvel og god vind
til Kim.

NB! AFDANSNINGSBAL ER DESVÆRRE UDSAT PGA CORONA-RESTRIKTIONER